Waterways så godt ud op mod bilen, ingen virren med hovedet, store skridt. Starten gik, og der var fuld fart på fra start. De første 500 meter gik efter 1.09. Det er ikke et tempo, som Waterways kender endnu, men man kan aldrig være helt sikker på Flemming Jensens kørsel. Han har faktisk for vane at ligge nede bagi og lade de andre bruge krudtet, og ligeså snart han fornemmer, at tempoet går ud af løbet, så sætter han angrebet ind. Men i dette løb var der bare fuld fart på næsten hele vejen. De første 1000 meter gik efter 11.8. I midten af sidste sving trækker han Waterways ud til angreb, men i det samme trækker Bent Svendsen Created Face ud foran og forårsager muligvis galoppen for Waterways. I hvert fald har han efterfølgende fået en bøde for uforsigtig kørsel eller gå for sent med, som det også kan hedde. Uden yderligere sammenligning bliver Svendsen nr. 3 i 14.1. Det er selvfølgelig umuligt at sige, om Waterways kunne have klaret det samme. Hans løb blev i hvert fald ødelagt, og han slutter uplaceret i ny rekord 16.9. Det er pokkers ærgerligt, at vi ikke fik set Waterways gå for fuldt helt ind i mål, så vi må stadig vente på det optimale løb. Tegningen er der, nu skal det bare lykkes.
Formand
Erik B. Larsen