Afløseren for Waterways:
Fikus Simoni (DK) som går i træning hos Henrik Thomsen.
Afløseren for Casual Rain:
Elouise Simoni (SE) som går i træning hos Svend Dyhrberg.
For begge hestes vedkommende ingen ekstraudgifter for medlemmerne.Alle beholder de samme andelsnumre.
Afstamning på Elouise Simoni (s) – Up and Quick (fr) – Kom Så Simoni v/Earthquake
Up and Quick var med I Elitloppet så sent som i søndags, hvor den blev nr. 3 i indledende i 09,9a og nr. 6 i finalen i 09,06a, begge gange lige foran Takethem.
Han vandt det franske Criterium des 5 ans, blev nr. 2 i Prix d’Amérique 2014, kun kort slået af Maharajah. Til gengæld vand han styrkeprøven over 4100 meter, Prix de Paris samme år. Hans helt store år blev 2015, hvor han var verdens bedste hest. Han vandt Prix d’Amérique fra dødens og igen for andet år i træk Prix de Paris. Under det vintermeeting tjente han i alt 663000 euro. I alt har dette alsidige styrkefænomen tjent 21 mio.kr. og sat rekord 11,5l og 09,4a. Den har foreløbig 68 starter, med 16-14-5, sejrsprocent 24 og pladsprocent 51. Up and Quicks første afkom blev født i 2015. Lad os prøve at holde øje med dem.
Moderens klart bedste afkom er Wizard Simoni, som blev nr. 2 i derbyet. Den er efter Juliano Star, der ligesom Up and Quick har Buvetier d’Aunou som far. De er altså nært beslægtede.
Afstamning på Fikus Simoni – Yarrah Boko (s) – Malutka Simoni v/General November
Yarrah Boko er nært beslægtet med Zola Boko, som er far til Waterways, idet de har samme mor i Pine Chip-hoppen Big Blue Kitten. Yarrah Boko er efter Coktail Jet og Zola Boko efter Goetmals Wood. Men Yarrah Boko har haft en langt bedre karriere med 83 st. 35-11-5, altså en sejrsprocent på 42 og en pladsprocent på 61. Den tjente i alt godt 11 mio kr. og satte rekord 13,3l – 09,7a. Ligesom Up and Quick gik den på alle distancer. I 2012 vandt den indl. Heat til Elitloppet i sin rekord 09,7a og blev nr. 4 i finalen i 10,6a. Den vandt Harper Hanovers løb i 2010, Elitloppsweekendens stayerløb. I Frankrig høstede den store meritter. Den vand Prix du Luxembourg i 2012, den vandt et af de 4 berømte B-løb, Prix de Belgique, både i 2012 og 2013, hvorefter den blev nr. 3 i Prix d’Amérique i 2014 efter Maharajah og Up and Quick. Også her er der tale om et styrkefænomen, som går på alle distancer. Faderen Coktail Jet er liniedannende i Frankrig med et hav af alvshingste, især Love You, The Best Madrik og Look de Star for blot at nævne nogle få. Yarrah Boko fik sine første afkom i 2016, så de vil formentlig begynde at myldre frem her i 2018.
Og så kommer vi til moderen Malutka Simoni, som vi havde stor fornøjelse af i Stald KTAS. En billedskøn hoppe, som det var var en fornøjelse at følge, sålænge bentøjet kunne holde. Hun har en guldrammet stamme på modersiden, idet hun nedstammer fra Erik Frøkjærs dynasti og guldhoppen Gå Ombord, som hvis jeg husker rigtigt kom til verden på storebæltsfærgen, deraf navnet. Hun var en elegant speedkugle hos Thomas Fischers far, Torben Fischer. På den tid, og det var før frostsæd, var det meget usædvantligt, at Erik Frøkjær sendte Gå Ombord til USA til bedækning ved selveste verdens bedste hest på den tid, Nevele Pride. Den næste blev så Salut Frøkjær, efter den franske supertraver Minou du Donjon, som blev mor til Malutka og ikke mindst Frøkjærs Jeans, som jumpstartede træner Jens Simoni’s karriere, en stor flot og elegant travende hest, som tjente 1,8 mio og bl.a. blev nr. 3 i derbyet efter fejl som favorit (Frække Frederik vandt).
Det er altså 2 meget spændende afstamninger, vi har indhandlet, med en hoppe og en hingst, som endnu mangler at bevise deres værd, men som har alle forudsætninger for at blive en succes.
Erik B. Larsen