Der jubles i landets største andelsstald efter Irish Trilogys tredjeplads i Meydan Classic (L). Stald KTAS ejer lillebroderen til den skandinaviske stjerne, som baseret på sin nye Official Rating nu hæves til 90 eller 91 i handicap.

Cappella Sansevero-halvbroderen til Irish Trilogy blev købt til Bent Olsen og Stald KTAS af Filip Zwicky Agency på Goffs Autumn Yearling Sale i 2018. Foto: GalopSport.
”Det har aldrig været mere spændende for os siden vi gik ind i galopsporte”n, fortæller staldens forretningsfører Bent Rejkjær. ”Om nogen så bød en million for lillebroderen, ville de ikke kunne friste os”.
”Jeg mærker en forventning og stemning blandt medlemmer til 2-årige Acapello, som vi ikke har været i nærheden af tidligere”.
Acapello, der trænes af Bent Olsen, tilhører første årgang efter Showcasing-sønnen Capella Sansevero, der som 2-årig vandt Round Tower Stakes (Gr.3) på The Curragh og var anden bag The Wow Signal i Coventry Stakes (Gr.2) på Royal Ascot samt tredje i Phoenix Stakes (Gr.1).

Carlos Lopez på ryggen af Irish Trilogy. Foto/Copyright: Erika Rasmussen for GalopSport.
Udover Acapello er også Irish Trilogys halvsøster efter July Stakes (Gr.2)-vinderen Alhebayeb (Dark Angel) landet i Danmark, og hun skal senere på året fremstilles på Scandinavian Open Yearling Sale.